COOL CAR RACE

FERRONI | maj 2016

Ferroni havde taget turen helt til Aalborg for at opleve starten på årets race.

Ferroni.dk havde taget turen til Aalborg for, at være med ved starten af dette års udgave af Cool Car Race - hvor der traditionen tro var et hav af eksklusive superbiler til start. Cool Car Race er som bekendt Danmarks mest imponerende race, hvor en masse bilglade deltagere stiller med deres superbiler til et par dage med fest, race og hygge - men ikke mindst i jagten på velgørenhed for at samle ind til støtte af kræftsyge børn.

Starten på dette års Cool Car Race foregik i år ved Store Restrup Herregaard - beliggende mellem Aalborg og Nibe. Ved vores tidlige ankomst til det gamle slotshotel, var der allerede enkelte deltagere på plads foran den gamle hovedbygning - en håndfuld deltagere havde overnattet på herregaarden forud for de næste to døgns strabadser med race og fest. Starten på løbet var sat til mellem kl. 08-09 - og der blev hurtigt fyldt op på den gamle slotsgård med alverdens eksklusive biler af alle mærker. Lamborghini, Ferrari, Aston Martin, Porsche og mange flere - de var der alle sammen.​Flere spændende superbiler som Lamborghini Aventador SV, Ferrari 488 GTB og Ferrari F12 Berlinetta - var blandt de biler, der tiltrak sig mest opmærksomhed i startfeltet. I år var den tidligere Formel 1 racerkører Nicolas Kiesa også blandt deltagerne i sin hårdt pumpede Lamborghini Gallardo.

​Som de tidligere år stiller flere af de deltagende teams op i humoristiske temaer - med dertil hørende udklædninger der matcher det enkelte teams bil. I år kunne feltet bl.a. byde på Batman og Robin i deres Ferrari F12 "Batmobil", Peter Pedal og Manden med den gule hat i deres gule Ferrari 488 GTB, Agent 007 og Bond-babe i BMW M6 Cabriolet, Læger Uden Bremser i Aventador SV, Ferrari 488 Spider og Ferrari 458 Spider - og ikke mindst, så dukkede selveste Doc Brown og Marty McFly op i deres imponerende Delorean DMC med Back To The Future tema, der med kabinen fuld af røg fik stor opmærksomhed.

Omkring 34 deltagende hold stillede til start fra morgenstunden, da initiativtager, Jacob Risgaard kunne kalde deltagerne til samling og byde dem velkommen til årets udgave af Cool Car Race. Ca kl. 9 satte deltagerne sig i deres biler - og desværre begyndte regnen samtidig at falde over bilerne. Men det kunne ikke påvirke de deltagende holds humør - og inden afgang fra Store Restrup Herregaard brød flere af de deltagende biler ud i enorme brøl fra deres potente motorer til glæde for alle de tilstedeværende Cool Car Race fans. 

I år havde holdet bag Cool Car Race valgt at holde ruten og destinationerne hemmeligt for de deltagende teams, hvilket skulle øge spændingen for de næste to døgns oplevelser. Det var så desværre også hemmeligt for de mange danske Cool Car Race fans, der i år kun kunne opleve de mange superbiler og deltagere, hvis de fulgte tæt med på de sociale medier om de forestående destinationer. Da Jacob Risgaard kunne sende de første hold af sted fra Store Restrup Herregaard - gik ruten sydover mod Nysombanen, hvor deltagerne skulle køre Djævleræs på den kendte motorbane. Racerkøreren Nicolas Kiesa satte banens hurtigste tid i en gammel rallybil - trods det våde vejr.

​Efter at der var delt succes og nederlag ud på Nysombanen, slap vi feltet og ønskede god tur. Efterfølgende gik ruten gennem Jylland mod Tyskland - med stop i Aarhus, Hamborg - og på hjemturen et stop på Vandel Park, hvor deltagerne blev forkælet med en masse lækker race - både i deres egne biler, men også biler stillet til rådighed fra importører og producenter. Til sidst gik turen hjem mod Aalborg - med et kort stop ved Tv2 Nord - og endelig afslutning på Hotel Hvidehus, hvor deltagerne kunne runde løbet af med et brag af en fest. Igen i år blev Cool Car Race til en fantastisk fest - og vi glæder os til 2017, hvor Ferroni selvfølgelig igen er med ved starten.