DE UDVALGTE - LAMBORGHINI COUNTACH

FERRONI | juni 2017

Oplev vores eksklusive serie, hvor vi sætter spot på de nøje udvalgte italienske superbiler, der alle kommer fra samme private danskejede samling.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg med stor spænding havde set fem til mødet med min ultimative drømmebil - Lamborghini Countach. Faktisk så meget, at jeg havde trættet min familie med utallige beretninger om, hvad Countach har betydet for mange bilglade drenge i 80'erne. En tid hvor Ferrari Testarossa, Ferrari F40, Porsche 959 og Lamborghini Countach i form af posters hang på de fleste drengeværelser - og lige præcis den hvide Countach, dominerede væggen på mit værelse i slutningen af 80'erne. Lamborghini Countach så dagens lys første gang tilbage i 1971, men der skulle alligevel gå nogle år før, at den endelige model kunne rulle af samlebåndet.

Den danske ejer af dette eksemplar, har trods sit ejerskab af flere specielle Ferrari modeller fundet ud af, at Lamborghini Countach er noget helt specielt. Aldrig har han oplevet så meget opmærksomhed omkring en af sine eksklusive biler, som han gør med den hvide Lamborghini Countach 5000 Quattrovalvole - og på dagens testtur bliver det bekræftet på den mest positive måde.

Ejeren har selv hentet bilen hjem fra udlandet og det har ikke været helt uden udfordringer, før Countach'en igen kunne få vind omkring sin enorme hækspoiler. Bilen havde desværre været henstillet i en privat garage gennem 17 år - en helt igennem uretfærdig skæbne for en så fantastisk superbil. Som et resultat af de mange års stilstand, led Countach'en under de mange år bag en lukket garageport og stod med flade dæk og ingen strøm - men trods den lange stilstand lykkedes det at starte den imponerende V12 motor efter de mange års hvile. Den nye ejer lod Countach'en gennemgå en omfattende klargøring - både mekanisk og teknisk, og i dag er den klar til, at gøre det den er bygget til - nemlig at sætte asfalt under hjulene.

Lamborghini Countach skuffer ikke -  billeder kan vise meget, men en Countach skal på alle måder opleves i virkeligheden. Med sin enorme bredde, kantede linjer, en højde der svarer til en voksen mands hofte, bagdæk af enorme dimensioner - og en hækspoiler i en størrelse der aldrig er set før - så er Countach en oplevelse blot at se på. Det her er superbilernes superbil.. et ikon.. en ukronet konge..! Havde vi siddet midt i et spil med de berømte bilkort fra 80'erne, så havde Countach til enhver tid ryddet bordet - intet slår Countach. Lamborghini Countach er en af de biler, man kan gå rundt om mange gange.. sætte sig på hug og betragte.. lægge hovedet på skrå og lade sig betage.. - der er så mange spændende og unikke vinkler, der viser, hvor helt igennem imponerende den bil er. Man bliver aldrig træt af at kigge på en Lamborghini Countach.

Countach'en optræder med lidt patina hist og pist, men det giver faktisk bilen historie og respekt - det her er en superbil, der er blevet kørt og udfordret i sine unge år - derefter led en uretfærdig skæbne, men som nu oplever sin fortjente frihed. Den nye danske ejer lader indtil videre Countach'en genvinde sine tabte år med stilstand og den kører fantastisk - det her er en superbil der skal køres og opleves, som det altid har været hensigten fra Lamborghini - det er en "drivers car..!" På et tidspunkt er det muligt, at Countach'en skal gennemgå en restaurering, der vil føre bilen op på det ønskede niveau.

Den hvide Lamborghini Countach er endelig blevet startet op og den imponerende 5,2 L V12 motor med 48 ventiler spinder velvilligt. Da Lamborghini Countach LP5000 Quattrovalvole kom på gaden første gang, stod der 455 heste klar i den enorme V12 motor til, at sætte alle andre superbiler på plads - i dag er et par enkelte hoppet fra. Men Countach'en kan endnu - og det kræver ikke kun kørerevner men også mod, når Countach'en smider alle kræfterne på baghjulene - og der er ingen hjælp at hente fra diverse tekniske sikkerheds-indstillinger.

Det er ikke den nemmeste entré en mand af min højde på 190 cm formår i Countach'en - de ikoniske saksedøre og den brede dørkarm gør, at man kort lige må overveje hvordan benene skal sættes. Med plads i de klassiske lædersæder, er vi klar til at mærke suset fra Countach'en. Der skal både kæles og arbejdes for Countach'en - den 5 trins ZF-gearkasse (med sikkerhedslås til bag-gearet) arbejder lidt trægt i starten, men så snart den er varm, arbejder transmissionen knivskarpt - og kun 30 cm under knoppen på gearstangen. Styretøjet på Countach stiller sine krav til chaufføren - der er ikke plads til små overarme, når Countach'en skal udfordres, men det arbejder hurtigt og kontant så snart Countach'en er kommet i fart.

Kabinen i Countach'en er et italiensk mesterværk fra 80'erne - her er ingen bløde linjer. Instrumentbordet er helt kvadratisk og de kantede linjer dominerer alt fra midterkonsol og til handskerum. Gearstangen er placeret i den brede midterkonsol, der gør, at du ikke får din højre arm over en 45 graders vinkel. Alle kontakter i Countach'en giver et fint lille "klik" ved aktivering - det her er så italiensk som det kan være og jeg elsker det..! Det bedste detalje er den lille stift, der skal trækkes i ved åbning af handskerummet - ikke videre eksklusiv detalje, men det er funktionelt.

Ejeren af Countach'en lader motoren hive nogle af de skarpe omdrejninger ud af den lange landevej - og det er nogle helt fantastisk brøl, den solide V12 motor kaster af sted via de fire enorme udstødningsrør under accelerationen. Countach'en er blevet varm og det mærkes tydeligt fra passagersædet, at nu er den store italiener klar til udfordringer. Med et solidt "klok" for hvert gearskift, sender ejeren Countach'en gemmen alle gearene - og det føles helt fantastisk, at sidde i den for mig ukomfortable position og bare mærke Countach'en strække ud.

Vi runder byen, hvor trafikken er tæt og jeg bliver hurtigt overbevist om ejerens udsagn omkring opmærksomhed - jeg tror ikke man finder en anden bil, der giver så meget positiv opmærksomhed, som Countach'en gør. Utallige hoveder bliver vendt, respektfulde håndtegn bliver sendt og brede smil dukker op i dét, de får øje på Countach'en. Toppen af det hele blev, da vi ankom til destinationen for at skyde nogle billeder af den hvide Countach - bag os dukker en fyr op i sin familiebil med det største smil og tager sig til panden - af vild benovelse over at møde sin drømmebil gennem mange år, er han fulgt efter os og spørger som det første, om han må trykke ejerens hånd - drømmen om en Countach forsvinder aldrig - heller ikke fra mig.