LAMBORGHINI MURCIÉLAGO

FERRONI | juli 2018

 

Lyden af den potente Lamborghini Murciélago kan høres på lang afstand. V12 motoren sender en rumlen af sted gennem villakvarteret trods de lave omdrejninger - Murciélago er på ingen måde en diskret bil. Hele 580 HK ligger klar lige bag chaufførens ryg, når der sendes det mindste signal med højre fod - og de dobbelt-vinklede udstødningsrør sender et brøl af sted.

Muligheden for at møde den smukke og brutale Murciélago er lykkedes på en fantastisk solrig sensommer dag i september - og jeg har glædet mig uendeligt meget til at møde en af de smukkeste biler, der nogensinde har forladt fabrikken i Sant'Agata Bolognese i Italien. Hvor Countach'en lagde alt og alle ned med sine brutale linjer og nådesløse komfort, så har man med Murciélago formået at skabe en brutal V12-maskine under de smukkeste linjer - og så er dette eksemplar i den smukkeste orange farve. At møde en så potent superbil som Lamborghini Murciélago på en stille dansk villavej er et imponerende syn - og motoren har kun lige lagt stilhed over villavejen igen, før de første både børn og voksne spotter den imponerende superbil. Alle ved at en bil med disse dimensioner, den lyd og det design, det er opskriften på en af verdens fineste superbil-mærker - Lamborghini Murciélago.

Dette smukke eksemplar af Lamborghini Murciélago ejes af en stor bil-entusiast, der nyder at bruge bilen til det, den er bygget til - nemlig at få asfalt under hjulene i stedet for at stå hengemt i en diskret samling. Den orange Lamborghini er en hyppig gæst ved søndags-arrangementet "Supercar Sunday", hvor den ubetinget er den mest fotograferede bil af de mange gæster. Vi har fået lavet en aftale med ejeren om, at skyde et par billeder af den smukke Lamborghini - og på vej til det perfekte location får vi mulighed for, at opleve hvor meget opmærksomhed en Lamborghini Murciélago tiltrækker sig.

Med så lav en bil og de berømte sakse-døre, så kan det være en kunst at komme elegant eller tjekket ind i Murciélago'en, hvis man er over 185 cm, men der er faktisk overraskende med plads i kabinen af en superbil at være. Man er ikke i tvivl om, at man er havnet i en bil, der kan give de fleste hjertebanken. Sæderne er dybe skåle med få indstillinger - placeret få cm foran den enorme motor og få cm over asfalten. Dette eksemplar af Murciélago har standard H-gear, hvilket ikke ses ofte. Gearstangen og den brede centerkonsol sender chaufførens arm og albue op i brysthøjde, når først man sidder i sædet. "klok" -lydene fra de manuelle gearskift er fantastiske. Murciélago'en er efter chaufførens udsagn, en forholdsvis letkørt superbil og den glider også nemt med gennem bytrafikken denne søndag. Med en 6,2 liters V12 motor og 580 HK, så kan Muciélago'en nemt vækkes - Murciélagoén møder topfarten ved ca. 330 km/t og sendes fra 0-100 km/t på kun 3,8 sekunder. Det lykkedes at prøve et par accelerationer, der beviste Murciélago'ens formåen, inden den tilladte hastighed desværre ramtes efter få sekunder. Murciélago'en Slår et par hurtige ryk med omdrejningstælleren og med et par præcise og hurtige manuelle gearskift, så er Murciélago'en flyvende.

En orange Lamborghini tiltrækker sig meget opmærksomhed - rigtig meget! Mens vi cruiser stille rundt i midtbyen er det tydeligt at se, hvor mange beundrere en så brutal og smuk superbil som Murciélao har. Alles øjne vendes mod den lave og brede bil og flere bilister får hurtigt travlt med at få rullet vinduerne ned i håb om, at høre lyden fra den fantastiske V12 motor. Lamborghini Murciélago er en fantastisk og imponerende superbil, der ubetinget er en fremtidig klassiker.

Et helt igennem stort tak til ejeren af den smukke Lamborghini Murciélago for at stille bilen til rådighed for denne artikel og galleriet. Murciélago er røget direkte ind i top 3 over de vildeste bil-oplevelser.