RACE THE MONEY

FERRONI | august 2016

Refshaleøen lagde asfalt til en lørdag med race, velgørenhed og en ægte Formel1-stjerne. Ferroni.dk havde taget turen til Fefshaleøen for at møde Kimi Räikkönen.

Gennem de sidste 5 uger, har fire kendte danskere dystet i forskellige konkurrencer i jagten på at samle flest penge ind til velgørenhed. De fire kendte danskere er den smukke sangerinde Lene Nystrøm, komikeren Uffe Holm, danse-kongen Claus Elming og ikke mindst skuespiller Dar Salim. Det store finaleshow fandt sted på Refshaleøen, hvor de fire kendte danskere alle skulle dyste mod selveste Formel1 racerkører, Kimi Räikkönen på gokart banen samt med som passager i Kimi's Ferrari.

Med selveste Kimi Räikkönen som gæstestjerne, var det selvfølgelig nødvendigt at besøge det store finaleshow og forventningerne til showet var høje - desværre nok for høje. På Refshaleøen var der indrettet en gokart bane samt en mindre bane, hvor der skulle køres race med Kimi - samt afvikles solgte high-speed ture i forskellige Ferrari'er. På det store område var der udstillet en flot række privatejede Ferrari'er fra den danske Ferrari Owners Club.

Efter en lidt stille opstart af finaleshowet kunne Kimi Räikkönen endelig gøre sin entré. Præcis kl. 11:00 kunne den eksklusive Ferrari-røde helikopter ses på himlen - og i ægte stjerne-stil kunne den dygtige Ferrari Formel1 kører træde ud af sin helikopter og ind i den gule Ferrari 488 GTB, som den danske Ferrari-importør havde stillet til rådighed for Kimi og dagens finaleshow. Efter et halv-pinligt interview udført af komikeren Thomas Hartmann - hvor Kimi mest af alt lød som om, at han bare gerne ville videre i dagens program - så indtog Kimi den gule Ferrari 488 GTB til nogle hæsblæsende ture på den meget lille bane.

Samtlige af de fire kendte danskere fik lov til at komme med Kimi en tur i passagersædet - og det må absolut siges at være dagens højdepunkt. Kimi sørgede for, at sende den lækre Ferrari 488 GTB sidelæns rundt på banen, så baghjulene konstant sendte en sky af røg bagud. Der var ingen tvivl om, at den smukke 488 GTB var kørt varm efter de mange omgange.

På gokart banen blev der kørt race for fuld skrue blandt de unge og ældre racertalenter - og Kimi har på ingen måde glemt, hvordan man kontrollerer en lille gokart i svingene. Men den unge go-kart kører Noah Watt - søn af Jason Watt - viste endnu engang, hvem der har det helt store tallent og kunne ved afslutningen stille sig øverst på podiet. Tre af de fire kendte danskere indtog gokarts'ene og blev hurtigt udfordret af Kimi, der vist var flink mod sine konkurrenter i denne omgang.

Mellem de forskellige heats på gokart banen, blev der kørt high-speed ture på den indrettede bane. Desværre tillod rammerne ikke en særlig stor bane, der mest af alt var en yderst beskeden strækning. Den dygtige racerkører Isabelle Ingves formåede alligevel at sende sine Ferrari'er af sted i nogle imponerende accelerationer og nedbremsninger. Kimi Räikkönen kastede for en stund glans over København og delte venligt masser af autografer ud til de mange Kimi-fans, der havde søgt mod Refshaleøen på den solrige lørdag. Velgørenhed er altid et fantastisk udgangspunkt, men arrangementet kunne ikke helt bære en verdensstjerne som Kimi Räikkönen.