SPORTSCAR EVENT

FERRONI | juni 2018

 

Hvert år mødes et stort antal ejere af nogle af de mest eksklusive biler i Danmark - målet er, at gøre en forskel for børn og deres familie, hvor sygdom desværre er en del af hverdagen. Sportscar Event er ubetinget Danmarks fedeste event, hvor alle kan få opfyldt deres vildeste bildrømme og samtidig støtte en god sag. Jyllandsringen, Sjællandsringen og senest Odense lufthavn - danner hvert år ramme om Sportscar Event. Mod et beskedent beløb kan gæsterne få en fantastisk oplevelse som co-driver i netop deres drømmebil, når den indtager en af de spændende baner. Før hvert event afholdes der nogle lukkede dage, hvor de kræftramte børn og deres familie, har passagersædet og banen for sig selv - en dag med race og store smil  - og en sygdom der kan glemmes for en stund. Denne dag er noget helt speciel for de mange kørere og frivillige bag Sportscar Event.

Sportscar Event kan hvert år donere et stort beløb til Børnecancerfonden - en fond der bringer glæde ind i hverdagen til børn og deres familie, der ellers kan være præget af behandling, indlæggelser og en generelt mindre sjov hverdag. Hele opskriften på Sportscar Events store succes skyldes en masse ildsjæle med en passion for race, eksklusive biler - og med en lyst til at gøre noget for andre.

Sportscar Event kunne i 2002 byde velkommen til det første store event på Jyllandsringen - og allerede første år blev det en succes, da den sidste omgang på banen var kørt med en glad gæst. Sportscar Event havde faktisk sin debut tilbage i 2000, hvor en stor biludstilling i Herning var omdrejningspunktet. Siden 2002 er Sportscar Event vokset sig større og større - flere biler er kommet til og gæsterne besøger hvert år Sportscar event i et stort antal. Alt dette sammenlagt kræver en masse arbejde og det er frivilligt det hele. En stor del af arbejdet kan udføres takket være en masse sponsorer, der hvert år stiller både økonomiske midler og arbejdskraft til rådighed, men uden Claus Jørgensen og Bo Jørgensen i spidsen, så var Sportscar Event ikke vokset til det, som det er i dag.

Sportscar Event stiller hvert år med en imponerende bilpark takket være et stort netværk, der tæller et stort antal ildsjæle, der alle har passion for eksklusive biler, race og velgørenhed. Faktisk er der hvert år rigtig mange gengangere, der alle ser frem til både de lukkede dage samt publikumsdagene. Og man må sige at bilparken rammer bredt - og det gør netop, at der er noget for enhver smag og enhver pengepung.

Ferrari F12 Berlinetta, Porsche Carrera GT og Lamborghini Aventador - de er der alle sammen - de vildeste drømmebiler, hvor du kan komme med som co-driver på et par bane-omgange. Men det er ikke kun de potente og brutale superbiler, der giver et sus af race - hvert år findes der også biler i den lidt billigere klasse som fx Lotus Esprite, Maserati Ghibli og Corvette Z06. Med priser fra 300-4000 kr, så burde alle kunne være med.

Sportscar Event har gennem årene kunnet præsentere flere helt specielle biler til glæde for de mange besøgende. Af de mest spændende kan nævnes - Bugatti Veyron, Porsche Carrera Gemballa Mirage, Ferrari Enzo, Ferrari F40, Pagani Zonda, Mercedes SLR McLaren og ikke mindst den danske Zenvo ST1 - der som altid havde en dårlig dag og endte med en tur i gruset og ramte autoværnet.

Udover de mange fantastiske biler, så har Sportscar Event også kunnet præsentere nogle helt unikke chauffører til co-driver turene. Navne som The Stig, Jason Watt, blærerøven Mads Christensen og den kendte erhvervsmand Mads Veiby - har hvert år stillet deres personlige superbil til rådighed for Sportscar Event.

Har du endnu ikke oplevet Sportscar Event, så tag hele familien med til et event nær dig og nyd en fantastisk dag med Danmarks mest imponerende samling af biler, der alle står klar til at give en oplevelsestur, du aldrig glemmer. Samtidig støtter du en god sag - Børnecancerfonden og Børneulykkesfonden.