Ferrari Enzo

Ferrari Enzo

Oplev dette danske eksemplar af den smukke og brutale Enzo.

 

Det krævede noget helt særligt, at skabe en topmodel fra Ferrari, der skulle opkaldes efter chefen selv - Hr. Enzo Ferrari. Og det blev Enzo'en uden den mindste tøven. I 2002 blev Enzo præsenteret ved Paris Motor Show og som arvtager fra F50, så havde Enzo fra start af lagt stærkt fra land og sat F50 milevidt bagud. F50 vandt aldrig helt hverken kundernes eller motorjournalisternes begejstring, så der var taget fra øverste skuffe for at skabe den nye topmodel fra Ferrari - og den skulle sætte alle klasser på plads med den nye teknik.

 

Pininfarina skabte Enzo'ens vilde design, der havde lagt stort set alt fra F50 bag sig. Kun den spidse F1-inspirerede snude var videreudviklet og trukket længere ned, så Enzo fik et mere aggressivt F1-design. Den store spoiler, der havde præget både F40 og F50 var væk, nu sørgede den nyeste teknik for stabilisering og downforce.. Forskærmenes markante lodrette vinkel ved dørene er inspireret fra forgængeren F40 og bringer noget dna ind fra verdens mest ikoniske superbil. De store døre der foldes indover kabinen, imponerede alle ved præsentationen - faktisk var det ikke en helt fremmed løsning for at skabe adgang til det dybe cockpit. Tidligere Le Mans racere fra Ferrari havde været udstyret med samme løsning. LaFerrari bibeholdte samme løsning.

 

Cockpittet i Enzo er fantastisk og sætter chaufføren i den perfekte position til at håndtere det enorme V12-monster - og designet hvor læder og kulfiber dominerer, bærer på ingen måde præg af, at have 15 år på bagen. F40 og F50 levnede ikke meget plads til den skandinaviske højde på chaufføren, men Enzo har bl.a. mulighed for justering af pedaler samt de dybe sæder findes i tre forskellige størrelser. Designet af rattet blev også inspireret fra F1 racerne - knapper til både styring af undervogn, gear og blinklys var trukket ind og integreret i rattet. Ligeledes blev det udstyret med en stribe af lysdioder, der sikrede chaufføren det perfekte gearskifte ved de høje omdrejninger.

Enzo er udstyret med en imponerende 6 liters V12 motor, der yder hele 660 HK ved 7900 o/min - med et karosseri helt i kulfiber, lykkedes det at holde Enzo'ens vægt nede på bare 1365 kg - dette kunne sende Enzo fra 0-100 km/t på blot 3,6 sekunder og med en topfart på hele 350 km/t +. Enzo'ens motor ligger gemt under den store motorhjelm, der udgør hele Enzo'ens bagende - og det er noget af et syn, når det enorme kraftværk blotlægges. Faktisk er motoren i Enzo monteret som en bærende del af chassiset - nøjagtig som det kendes fra Ferraris Formel1 racere. Enzo blev også den første model med store kulfiberbremser - nogle enorme skiver, der kunne holde Enzo'en på vejen og sørge for sikker nedbremsning fra Enzo'ens tophastighed.

 

Enzo var et imponerende teknisk maskineri fra starten af præsentationen - og i dag ligger den ikke fjernt fra LaFerrari, der er nyeste topmodel fra Ferrari. Enzo er uden tvivl en del af årsagen til, at F50 i dag er en af de mest oversete Ferrari'er.

 

Det er yderst sjældent, at man kan opleve en Enzo i Danmark - ikke mindst pga. at der kun findes 4-5 eksemplarer her i landet hvoraf stort set alle sjældent har asfalt under hjulene. Så det er yderst eksklusivt, at vi i dag får lov til at opleve denne danske Enzo, kører på det lukkede område i dagens anledning. Bilen har været i den eksklusive danske samling gennem flere år - og den har et yderst begrænset antal kilometer bag sig. Den smukke Enzo kommer buldrende imod os og det høres straks, at Enzo'ens hjerte drives af 12 kompromisløse cylindre - men den er faktisk i sin mest diskrete indstilling, for bilen er udstyret med en speciel udstødning, der med et simpelt tryk på fjernbetjeningen kan vække samtlige vuggestuer i en større radius. Enzo'en står både ude og inde som havde den netop forladt fabrikken i Italien - både lak, motor og de røde læderstole er i fineste finish. Man kan blive helt høj af at iagttage Enzo'en - alt lige fra de brutale men samtid smukke linjer, den kompromisløse V12 motor med horisontale støddæmpere og den enorme mængde kulfiber der findes i kabinen - Enzo er et mesterværk af fineste karakter. Det har været fantastisk at opleve denne imponerende Enzo på tætteste hold - og ikke mindst høre den brutale motor, der kan give hjerteflimmer hos selv den mest passionerede Lamborghini-ejer. Enzo vil aldrig vige fra sin plads i historien som en af de vildeste hyperbiler - og den ånder LaFerrari lige i nakken..!

De rå detaljer!

 

Specifikationer:

Motor: V12 - 5.998 cm3 - 48V.

Ydelse: 660 HK ved 7.800 o/min - 657 Nm ved 5.500 o/min.

0-100 km/t: 3,7 sekunder.

Topfart: 350 km/t.

Brændstofforbrug: 4,3 km/l.

Vægt: 1.250 kg.

Dæk: 245/35 ZR19 - 345/35 ZR19

Produktion: 349 eksemplarer annonceret - endelig produktion af 399 eksemplarer. Eksemplar nr. 400 blev senere produceret til auktion for velgørenhed.