Ferrari Testarossa

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ferrari Testarossa

Én af de mest ikoniske superbiler fra 80'erne.

Ferrari Testarossa blev præsenteret i september 1984 ved det berømte og storslåede Paris Motorshow. Pininfarina stod bag designet, der skulle vise sig at blive et af de meste ikoniske for 1980'ernes superbiler. Testarossa skulle afløse den efterhånden ældre 512 BB, der ligeledes havde haft sin præsentation ved Paris Motorshow tilbage i 1976. Før den storslåede premiere ved Paris Motorshow, havde Ferrari allerede holdt sin første uofficielle præsentation af Testarossa for et eksklusivt publikum på den fashionable natklub Lido Club - beliggende på det fashionable Champs Elysees i Paris. Testarossa blev modtaget med en enorm begejstring af det købestærke selskab - og allerede ved det eksklusive show på Lido Club, blev der afgivet 37 ordre på Ferrari Testarossa. Succesen kunne allerede anes og Testarossa blev hurtigt den mest eftertragtede superbil blandt 80'ernes yuppier. Testarossa tog hurtigt og sikkert plads ved siden af F40 og Lamborghini Countach som en af 80'ernes mest ikoniske superbiler.

 

Testarossa fik gennem årene et par generations-ændringer - i 1992 ændredes navnet til 512 TR, og senest i 1994 fik den navnet F512 M. Med F512 M sås de største designændringer som runde baglygter - og pop-up-lygterne var erstattet af integrerede glaslygter. F512 M opnåede aldrig den samme popularitet som den oprindelige Testarossa og 512 TR. Både Testarossa og 512 TR blev i meget få eksemplarer leveret som Spider-version - dem kan du læse mere om her. 

Motoren i Testarossa er den imponerende 5,0 L V12 boxermotor med 48 ventiler. Har du mod til det, så er Testarossa'en klar til at sende dig mod en topfart på omkring 290 km/t og med en acceleration fra 0-100 km/t på kun 5,6 sekunder. Når Testarossa'en tænder op under de 390 italienske heste, så efterlader V12-brølet ikke tvivl om, at Testarossa stadig kan levere brutale præstationer.

 

Ferrari Testarossa har gennem de senest år opnået en massivt stigende popularitet, og er tilsvarende steget markant i værdi - Testarossa anses for at være en sikker investering blandt samlere, der med tiden kun vil blive mere værd. 

TV og Film

Ferrari Testarossa blev især kendt fra politiserien Miami Vice fra 80'erne hvor, den hvide Testarossa indtog Miamis gader med høj hastighed - dog var eksemplaret i Miami Vice en såkaldt monospecchio. Den hvide Testarossa dukkede også kort op i filmen The Wolf Of Wall Street.