Ole Damgaard-Nielsen
Direktør, købmand og iværksætter
Ole Damgaard-Nielsen - med firmaet Damgaard-Nielsen Automobiler - var manden der gav danskerne mulighed for at købe det eksklusive mærke Ferrari. Ole Damgaard-Nielsen leverede biler i den absolutte topklasse af mærker som Ferrari, Maserati, Hummer, Bentley og Rolls Royce - men han var han også manden der med stor succes, introducerede mellemklasse bilen Mitsubishi for danskerne.
Læs historien om Ole Damgaard-Nielsens imponerende karriere, der har budt på alt fra salg af fotoartikler og til import og salg af nogle af verdens mest eksklusive bilmærker. Artiklen er blevet til ved hjælp fra Ole Damgaard-Nielsen.
Opdateret 10. juli 2022
Ole Damgaard-Nielsen
13. septerber 1932 - 2. juli 2022
Ole Damgaard-Nielsen
Stædighed og dansk købmandsskab fik Ferrari til Danmark.
Damgaard-Nielsen Automobiler A/S med Hr. Ole Damgaard-Nielsen i spidsen blev stiftet i 1969 - og var firmaet der gav danskerne mulighed for, at erhverve sig det eksklusive italienske mærke, Ferrari. Men før de første Ferrari'er landede i Danmark, havde Ole Damgaard-Nielsen en lang og spændende karriere, der har budt på alt fra fotograf til importør af japanske mellemklassebiler - og ikke mindst import af luksusbåde.
Ole Damgaard-Nielsen startede som lærling i en boghandel i 1947, men det var foto som havde hans helt store interesse - og nogle år senere startede Ole Damgaard-Nielsen selv som importør af foto artikler.
Biler var en af Ole Damgaard-Nielsens andre store interesser - og i 1969 startede han sin første BMW forretning beliggende i Birkerød i Nordsjælland. Kort efter udvidede han sine bilaktiviteter med flere store BMW forretninger i Storkøbenhavn.
I 1986 opførte Ole Damgaard-Nielsen et imponerende showroom beliggende på adressen Hvidovrevej 75-81 i Hvidovre - designet i samarbejde med BMW i Tyskland. Samme adresse blev senere base for Danmarks første import og forhandling Ferrari, Maserati, Bentley og Rolls Royce. Derudover havde Damgaard-Nielsen Automobiler A/S også importen af de amerikanske mærker AMC og Jeep - og ikke mindst den populære mellemklassebil, Mitsubishi. På kort tid administrerede Damgaard-Nielsen Automobiler A/S over hele 34 forhandlere i Danmark og distribueringen fandt sted fra et nyt stort importcenter i Greve syd for København. Importen af Mitsubishi blev i 1984 solgt til bilkongen Bohnstedt-Petersen A/S i Hillerød. Bohnstedt-Petersen var kendt for sin store Mercedes Benz virksomhed.
Det var i 1987 at Ole Damgaard-Nielsen fik den helt store interesse for Ferrari, men ledelsen i Ferrari havde på det tidspunkt, slet ingen interesse i, at få en importør af det eksklusive mærke i Danmark. Så det kostede Ole Damgaard-Nielsen meget tid og en del iver for, at overbevise ledelsen hos Ferrari om, at der var et marked for de eksklusive italienske biler i Danmark. Men ledelsen hos Ferrari havde ikke særlig stor interesse i, at være repræsenteret i det lille skandinaviske land, der mest af alt var kendt for nogle alt for høje afgifter - især på biler. Men til sidst lykkedes det at få tildelt seks Ferrari'er - der alle var solgt på få måneder. Senere lykkedes det Ole Damgaard-Nielsen at få importen af Ferrari i både Sverige, Norge og Finland - en komplet skandinavisk import var en realitet.
Trods den eksklusive status og de høje priser, så fik forhandlingen af Ferrari en solid fremgang - og snart voksede forretningen med alle sine eksklusive mærker ud af lokalerne på Hvidovrevej i Hvidovre.
På adressen Bjarkesvej 3 i Allerød opførte Damgaard-Nielsen Automobiler A/S et imponerende showroom med import og salg - samt service-afdeling og salg af reservedele. Det moderne og eksklusive showroom i Allerød blev hurtigt døbt "Bilhusenes Sorte Diamant" - da det med sin eksklusive sorte granit facade havde en lighed med Den Sorte Diamant i København. Mere end 20 år blev det til som eksklusiv importør af Ferrari og Maserati i Danmark. I 2006 solgte Ole Damgaard-Nielsen importselskabet til erhvervsmanden, Johnny Laursen.
I dag drives den danske Ferrari-import og forhandling under navnet Formula Automobile A/S - firmaet flytter i 2016 fra Allerød til Lyngby.
Showroom på Hvidovrevej
Billeder venligst udlånt af Hr. Ole Damgaard-Nielsen.