Ferrari Owners Club Denmark

Ferrari Owners Club Denmark

Danmarks mest eksklusive - og sjoveste klub!

Det er få klubber, der kan trække sig så meget opmærksomhed som Ferrari Club Denmark, når der afvikles arrangementer for medlemmerne flere gange årligt. Ferrari Club Denmark - FOCD, kan nemt samle 20-30 deltagende biler ved hvert arrangement, der finder sted sommeren over - og det er et imponerende syn efterfulgt af en fantastisk lyd, når de mange medlemmer lufter deres køretøjer. FOCD tæller i dag over 200 medlemmer, der alle ejer en eller flere modeller fra Ferrari. Det nøjagtige antal af biler der findes blandt medlemmerne i klubben kendes ikke, men anslået ca. 350 Ferrari'er. Antallet af medlemmer har været stigende siden klubbens oprindelse i 80'erne, hvor der på det tidspunkt fandtes to klubber i Danmark - henholdsvis Ferrari Klub Danmark etableret af Kaj Bertelsen og Ferrari Customer Club etableret af importør Ole Damgaard-Nielsen. De to klubber blev 1. marts 2003 samlet under Ferrari Owners Club Denmark og blev i 2003 officielt godkendte af Ferrari Spa. Med Ferrari Spa's stempel, fik klubben også et tæt samarbejde med den danske importør, der i dag hører under Formula Automobile.

 

Blandt de mange medlemmer af FOCD findes der en imponerende vognpark, der rummer stort set de fleste modeller, Ferrari har produceret. Det er ingen hemmelighed, at Danmark er hårdt ramt på bilafgifterne, men takket være de mere fornuftige leasing-aftaler, så kan der hvert år sættes plader på de mange køretøjer. Tidligere var det Testarossa, 308 og 328, der var de dominerende modeller - i dag er de typiske modeller 360, F430 og 458, der er flest af - men også unikke modeller som fx 458 Speciale Aperta, F12 TDF, F40, F50, Dino, 412 og LaFerrari har fundet vej til de private samlinger.

 

Den danske Ferrari klub levede tidligere under diskrete forhold - og de 2-3 trackdays der blev afholdt, fandt som regel sted på KTI Roskilde (i dag Sjællandsringen) og på RIng Djursland, hvor bilerne kunne testes til fulde. Dengang var ganske få biler indregistreret grundet de høje afgifter. I dag er FOCD en yderst aktiv klub med mange aktiviteter for medlemmerne. Gennem hele sommerhalvåret drager klubben ud i flere private arrangementer og lufter de mange italienske heste - både ved crusing-ture samt diverse trackdays på forskellige motorbaner. FOCD's arrangementer er ikke et show-off, så de fleste ture afvikles i privat regi - dog kan du være heldig at møde de mange biler på forskellige destinationer. Enkelte arrangementer afvikles offentligt, så de mange beundrere af Ferrari kan nyde lyden og synet af de smukke biler. Bl.a. BonBonLand og Legoland har tidligere afviklet arrangementer, hvor de mange biler har været samlet til glæde for både børn og voksne. De fire skandinaviske klubber fra henholdsvis Sverige, Norge, Finland og Danmark har knyttet et ekstra tæt bånd og afholder hvert år et "Nordic Meeting". I 2016 var Danmark vært for et helt igennem imponerende event, hvor også offentligheden kunne nyde de mange biler. Hele 84 Ferrari'er var det lykkedes at samle til dette event og bilerne kunne bl.a.opleves på tur i Nordsjælland. FOCD inviterer ofte også andre italienske mærke-klubber - fx Lamborghini og Maserati med til events.

 

Drømmer du om at komme med FOCD på tur, så er der kun én vej. Men i dag kan man også komme tættere på drømmen om en Ferrari via fordelagtig leasing - ligeledes kan man starte i den lidt billigere ende med fx en Mondial eller en 348, der kan fås for rimelige penge.

Mere end passion

Ferrari Owners Club Denmark er bygget på en passion for Ferrari - men de sociale arrangementer og events bringer fantastiske oplevelser med som skaber netværk og venskaber.